Ting du ikke må gå glip af i Duomo Milano

Den tredjestørste katolske kirke i verden er en af de seværdigheder, der er værd at se i Milano. Det tog næsten fem århundreder at bygge den, og på en måde kan man sige, at den aldrig blev færdig. Veneranda Fabbrica del Duomo er stadig i gang med at reparere skaderne og erstatte de beskadigede statuer.

Katedralen i Milano er beklædt med en særlig marmor, som stadig udvindes i Candoglia ved Maggiore-søens bredder. Denne storslåede beklædning beskytter de juveler og nysgerrige detaljer, der er gemt indeni. Denne artikel vil tjene som en guide til din tur i Duomo.

Katedralen, der er dedikeret til Jomfru Maria, er udsmykket med mere end 50 glasmosaikvinduer, der er lavet af datidens mestre. Disse store ovenlysvinduer var af grundlæggende betydning: de belyser domkirken og viser forskellige scener fra de hellige skrifter, som alle kan forstå, lige fra de kultiverede til de mest ydmyge.

I middelalderen havde lyset en stærk symbolsk betydning: det var et udtryk for det guddommelige og modstykke til mørket, som var synonymt med synd. Mens den romanske stil er præget af stilhed og kontemplation, søger den gotiske kunst at nærme sig Gud og forfølger den med diaphaniske atmosfærer og arkitekturer, der rører himlen.

Når du kommer ind, skal du tage dig tid til at gå under de store glasmalerier, der viser helgeners liv, bibelske scener og andre anekdoter. Hvis du besøger Milano i juletiden, er vinduerne oplyst indefra og skaber en meget stemningsfuld atmosfære.

Milanos katedral rummer en meget værdifuld relikvie: et søm fra det hellige kors. Hvis du undrer dig over, hvordan den er kommet til Norditalien, er der flere teorier. Ifølge den mest velrenommerede blev den fundet af den hellige Helena, kejser Konstantins mor, under en rejse til det hellige land.

Efter Konstantins og hans arvingers død kom sømmen i hænderne på Theodosius I den Store, hvorefter dens spor forsvandt. Heldigvis fandt byens kommende skytshelgen, Sant'Ambrogio, den nogle år senere i et smedeværksted. Oprindeligt blev relikvierne opbevaret i den nu forsvundne basilika Santa Tecla.

Endelig blev den flyttet ind i domkirken den 20. marts 1461, og siden da har den været opbevaret på det højeste punkt i apsis. Hvis du besøger Milano i september, kan du overvære Nivola-ritualet, et ritual, hvor man samler sømmen op fra apsis for at bringe den tættere på jorden. For at udføre den klatrer ærkebiskoppen op på en skyformet struktur fra det 17. århundrede.

Den er dekoreret med englefigurer og er 40 meter høj. Ritualet udføres normalt på den religiøse fest for det hellige kors' ophøjelse den 14. september.

Mellem katedralens søjler er en række malerier, kaldet "Quadroni", smukt placeret mellem katedralens søjler. De hylder San Carlo Borromeo, byens ærkebiskop i det 16. århundrede.

Han var envigtig person og er kendt for sine hyppige besøg i alle sine stift og for at have hjulpet tusindvis af syge mennesker under pestepidemien i 1576.

Malerierne illustrerer helgenens liv og mirakler: administrationen af sakramenterne til de syge, mødet med prinserne af Savoyen i Torino, hans begravelse i domkirken og andre episoder.

Desværre kan de ikke ses hele året rundt: de udstilles den 4. november, den 4. november, den hellige Carlo Borromeos festdag, og de forbliver i katedralen i knap to måneder. Hvis du besøger Milano i januar, i første halvdel af året, har du tid til at se dem.

San Carlo var oprindeligt fra Arona, en landsby ved Lago Maggiore. Arona er ikke kun kendt for den store statue, der forestiller ham, men også for sin smukke promenade langs søen med udsigt over Rocca di Angera, en fæstning på den modsatte bred. Husk det, hvis du leder efter ture og udflugter fra Milano.

Når du træder ind i katedralen, skal du gå mod den første bue til højre og kigge opad. Du vil se en stor sækkestof, der hænger fra loftet.

Ingen ved, hvad den indeholder, og det siges, at den først vil falde, når verdens ende kommer. Det vides heller ikke, hvordan den endte for enden af katedralen...

Den hellige Bartholomæus var en af de tolv apostle og blev flået levende for ikke at have givet afkald på den kristne tro. En statue mindes denne episode, og du kan se den i en af sidegangene til katedralen. Faktisk stod den oprindeligt på pladsen, men blev flyttet ind, fordi den skræmte de mest følsomme mennesker.

Du skal ikke lade dig narre, for det , der ved første øjekast ligner en dug, er faktisk hendes hud, der hænger fra hendes skuldre. Den fjernede hudfarve afslører helgenens muskler og sener, der fremstår med anatomisk præcision.

Når man træder ind i Milanos domkirke, kan man med lidt opmærksomhed se en metallisk linje på gulvet, der krydser de fem skibene og går et par meter opad på venstre side. Hvis man ser godt efter, er der på den modsatte væg et lille hul på ca. 24 meters højde og med en diameter på ca. 2,5 centimeter. Ved middagstid strømmer solen ind gennem hullet, når frem til den modsatte væg, og lyset bliver projiceret på messingbåndet.

Takket være denne metode var milaneserne i stand til at kende den nøjagtige tid, hvilket var meget vigtigt i en by, der oplevede en guldalder. Soluret blev bygget under Joseph II af Habsburg, som også indførte belysning af hovedgaderne med olielys og nummerering af alle bygninger.

Domkirkens solur er et af de mest præcise i verden, og det skyldes astronomerne fra Brera-observatoriet, som stadig eksisterer i dag, og som suppleres af et museum med forskernes gamle redskaber. Som du kan forestille dig, ligger den ved siden af Milanos berømte Pinacoteca.

Medici-familien er knyttet til Firenze, men dette medlem har intet med dem at gøre. Gian Giacomo blev født i Milano i slutningen af det 15. århundrede. Som ung mand udmærkede han sig ved nogle militære bedrifter, især i kampen mod welferne og franskmændene. Hans succeser fik ham til at kæmpe for Karl I af Spaniens hær.

Han var en stor leder, og ved hans død i 1555 bestilte pave Pius IV et gravmonument hos den berømte billedhugger Leone Leoni. Soldaten er placeret i midten af kompositionen og er afbildet med venstre ben fremadrettet og delvist dækket af en kappe. På begge sider findes allegorierne om fred og milits.

I år 378 beordrede byens skytshelgen, Sankt Ambrosius, at den skulle bygges for at imødekomme den stigende befolkning. Den er inspireret af kejserlige mausoleer, da Milano på det tidspunkt var hovedstad i det vestromerske imperium.

Den havde otte sider, og tre trin førte de troende op til karret. Du kan se resterne af den i katedralens kælder.

Ottone Visconti, med kælenavnet Ottorino, var en nøgleperson i Milanos historie. Hans familie konkurrerede med Torriani-familien om kontrollen med byen, og det var først efter mange års kamp, at Ottone blev ærkebiskop og overdrog magten til sit barnebarn Matteo.

Således begyndte Visconti-dynastiet, som herskede over den lombardiske hovedstad i to lange århundreder.

Efter hans død blev hans jordiske rester anbragt i en sarkofag, der blev støttet af to røde marmorsøjler. Dens struktur minder om de romerske porfyr-begravelsesmonumenter og har været inspiration til Berardo Maggis ark, et andet begravelsesmonument, der er bevaret i den gamle domkirke i Brescia.

Hvis du i øvrigt er interesseret i at besøge Brescia eller andre steder i Lombardiet, anbefaler jeg dig at læse indlægget om de bedste ture og udflugter fra Milano.

Det er det største pibeinstrument i Italien og hører til blandt de ti største i verden. Den er placeret på begge sider af præstegården og er meget imponerende, men dens vigtigste kendetegn er dens eklektiske lydstruktur.

I 2019 blev den desuden fuldstændig renoveret for fortsat at garantere fremragende lydkvalitet. Du kan lytte til den på messedage.

Legenden fortæller, at der omkring år 1100 i udkanten af Milano lå en stor sø, hvor der boede et frygtindgydende væsen: dragen Tarantasio.

Ingen formåede at besejre den, før Umberto Visconti, stamfaderen til den aristokratiske familie af samme navn, forsøgte at gøre det. En statue mindes dette legendariske uhyre.

Den er ikke inde i Duomo, men næsten. Du kan se den til højre for den centrale dør, nær marmorfrisen.

I øvrigt tror nogle mennesker, at der bor en drage i Lago di Como. Den er kendt som lariosauro, og det siges, at den gemmer sig i huler under vandet. For at finde ud af, om det er en myte eller en kendsgerning, skal du bare tage en tur til Lago di Como fra Milano.

Domkirken og dens torv er byens hjerte. I det omkringliggende område er der tusindvis af spisemuligheder, fra de billigste til de dyreste.

Da det er et meget turistet område, er det vigtigt at vide, hvilke restauranter der tilbyder autentisk italiensk mad og det bedste fra det internationale køkken. Nedenstående liste viser de anbefalede muligheder:

• Maio Restaurant, hvor gastronomi og udsigt omfavner hinanden. Her serveres italienske retter med øje for nye tendenser. Der er også et varieret vinkort (Piazza del Duomo - Centro Comercial La Rinascente, 7. etage).
• Ciciarà, en restaurant, der følger filosofien om "nouvelle cuisine antique". Oversat betyder det, at den nyfortolker traditionelle retter uden at forvrænge dem. Det ligger i nærheden af basilikaen Santo Stefano Maggiore (Piazza Santo Stefano 8).
• Gino Sorbillo Lievito Madre, pizzeria-kæden, der er ved at tage landet med storm. Stamfaderen Luigi Sorbillo åbnede sin første restaurant i Napoli i 1935, og år efter år er antallet af restauranter vokset både i Italien og i udlandet (Largo Corsia dei Servi 11).
• Savini Milano 1867, en klassiker i Galleria Vittorio Emanuele. Det er en af de ældste og mest berømte restauranter i byen og et mødested for det italienske og internationale jetset (Via Ugo Foscolo 5, hjørnet af Galleria Vittorio Emanuele II, 1. sal).
• Temakinho, en fusion mellem Japan og Sydamerika. Restauranten i nærheden af Duomo ligger i Via Guglielmo Marconi 4, men hvis du kan lide den og vil gentage den, kan du finde flere restauranter i byen.

Hvis du vil have flere idéer, anbefaler jeg, at du læser indlægget om de 10 ting, du kan se og gøre på Piazza del Duomo i Milano.